379 / 448
—
3 7 4 —
der skriver Vers“. „I de fleste andre Fag af aandelig
Vindskibelighed og Dygtighed faaer et Menneske snart
en nogenlunde nøjagtig Forestilling om, hvorvidt Det,
han udretter, er godt, slet eller middelmaadigt; men
Den, der forfærdiger Vers, synes at være aldeles ude
af Stand til at bedømme Beskaffenheden af det Tøj,
han væver, eller til at se, om de Tegninger, han af-
præger eller baldyrer derpaa, ere virkelig skjønne og
originale Skikkelser eller forslidte Efterligninger og
smagløse Mønstre. Uden Hensyn til, hvor stor hans
Begavelse end kan være paa andre af Aandens Ene
mærker, kan han dog sættes i Klasse med de mest
sløve og stærblinde Selvbedragere, naar han skal fælde
Dom over sine egne Vers“. Som Exempler paa, hvor
lidet Digtere have været i Stand til at bedømme deres
egne Frembringelsers indbyrdes Fortjenester, nævner
han
Milton
, som foretrak sit „Gjenvundne Paradis“ for
sit „Tabte Paradis“,
Byron,
som satte sine Efterligninger
af
Pope
højere end „Childe Herold“ eller „Korinths
Belejring“,
Campbell,
som nærede en mere selvbe
hagelig Forkjærlighed for „Theodoric“ end „Gertrude of
Wyoming“, og
Goethe
, som - foretrak anden Del af
„Faust“ for første. Fra den danske Literatur kunde
disse Exempler forøges mange Gange; saaledes skal
Den, det her gjælder om, Chr. Winther, have foretrukket
sine Oversættelser efter
Heine
for — ja, maaske for
„Træsnittene“, hvilke han jo vilde brænde, ligesom
Virgil
meente, at hans „Æneide“ ikke var tilstrækkelig
filet og udarbejdet for Efterslægten, og ønskede, at den
skulde tilintetgjøres.