377 / 448
ført eller dreven af en uimodstaaelig Magt eller har
fulgt en let, løselig Lyst, uden at vide, naar jeg be
gyndte et Digt,
naar
eller hvordan det skulde ende.
En Plan! Nej, aldrig! Her er naturligviis Tale om rent
lyriske Digte.
„Jeg har altid betragtet mig som et villieløst
Redskab for en højere Magt, et Instrument, som der
er spillet paa“.
Andensteds1) siger han: „Mine Digte ere i det
Hele taget fremkomne uden Studier i dette Ords arti
stiske Betydning, nedskrevne med Besvær, og siden
trykte aldeles uden Omarbejdelse eller Filen“.
Det gik Chr. Winther som
Goethe
med „Wilhelm
Meister“, hvilken Digtning fik Ord for at rumme mærke
lige, hverandre modstridende Meninger, som Digteren
selv stod ganske udenfor. Han sagde jo til
Eckermann:
„Dette Værk hører til de mest uberegnelige Produktioner,
hvortil jeg næppe nok selv har Nøglen“. I visse
Maader kan Sligt jo i vor Tid sammenstilles med de
talrige Fortolkninger af
Henrik Ibsens
Værker og denne
Digters egen Stilling til disse.
Chr. Winthers og
Goethds
ovenstaaende Udtalelser
staa ingenlunde isolerede.
Bulwer
siger i „Caxtoniana“ :
„Jeg troer, at Forfatternes bedste og mest gjennem-
trængende Indflydelser ere de, som de selv ikke have
været sig bevidst, idet de skrev, medens Kritikere
senere erhvervede sig Anseelse ved at opdage Hvad
Forfatteren ikke tilsigtede. . .
Shakespeare
kunde ikke
være sig sin egen Kunst bevidst. Hvormange dybsindige
Planer tillægges der ham ikke, hvorom han var aldeles
„Museum“ 1896 II, S. 3.
—
3 7 2
—