— 365 —
Nytte. Med Undtagelse af
Oehlenschlæger
formaaer
ingen anden dansk Digter saaledes med enkelte Re
plikker, med faa henkastede Penselsstrøg, at tegne lys
levende Skikkelser i bestemte Omrids. „Men, om end
hans Sprog er i høj Grad plastisk, er dog hans Fantasi
ikke
produktiv
skabende eller kombinatorisk nok til
Roman eller Drama; derimod besidder den applikativt
(anvendeligt) en Varme og malende Styrke, som kan
blive af stor Virkning i Novellen og den skitserende
Fortælling, hvortil han saaledes synes henviist.“ — '
I 1837 udkom
H. P. Holsts
tidligere omtalte Over
sættelse af Winthers Digt „Judith“. Ved dets Udgi
velse siger dets Forfatter, at, hvis dette „Brudstykke“
ikke tilfældigviis havde tildraget sig nogle Venners Op
mærksomhed, vilde det aldrig gjennem Pressen seet
Lyset.
I 1839 udgiver Winther „To Fortællinger“ („Et
Rejseæventyr“ og „Hesteprangeren“); den første af
disse havde allerede i 1828 været offentliggjort i
Hei-
bergs
„Flyvende Post“, og den anden havde han skre
vet i 1828. Disse Fortællinger havde deres store Be
tydning, fordi der heri vistes en ny Side af deres For
fatters Begavelse. Her er et fint formet, naturligt og
skjønt Sprog
a la Goethe,
her er sikker og rask Ka
raktertegning , her er Stemning og ædel Simpelhed.
P. L. Meller
siger3) , at Winther her ved den livlige
Kolorit og kjækt henkastede Plastik minder om
Puschkm
og Merimée, og
at hans prosaiske Stil, som forener
fuldkommen Elegance med aandfuld animeret Allure
(Gang, Fodskifte) og en malende Styrke, staaer over Alt,
9 Kritiske Skitser II, S. 221— 22.