ChristianWinther

— 365 —

Nytte. Med Undtagelse af

Oehlenschlæger

formaaer

ingen anden dansk Digter saaledes med enkelte Re

plikker, med faa henkastede Penselsstrøg, at tegne lys

levende Skikkelser i bestemte Omrids. „Men, om end

hans Sprog er i høj Grad plastisk, er dog hans Fantasi

ikke

produktiv

skabende eller kombinatorisk nok til

Roman eller Drama; derimod besidder den applikativt

(anvendeligt) en Varme og malende Styrke, som kan

blive af stor Virkning i Novellen og den skitserende

Fortælling, hvortil han saaledes synes henviist.“ — '

I 1837 udkom

H. P. Holsts

tidligere omtalte Over

sættelse af Winthers Digt „Judith“. Ved dets Udgi

velse siger dets Forfatter, at, hvis dette „Brudstykke“

ikke tilfældigviis havde tildraget sig nogle Venners Op

mærksomhed, vilde det aldrig gjennem Pressen seet

Lyset.

I 1839 udgiver Winther „To Fortællinger“ („Et

Rejseæventyr“ og „Hesteprangeren“); den første af

disse havde allerede i 1828 været offentliggjort i

Hei-

bergs

„Flyvende Post“, og den anden havde han skre

vet i 1828. Disse Fortællinger havde deres store Be

tydning, fordi der heri vistes en ny Side af deres For

fatters Begavelse. Her er et fint formet, naturligt og

skjønt Sprog

a la Goethe,

her er sikker og rask Ka

raktertegning , her er Stemning og ædel Simpelhed.

P. L. Meller

siger3) , at Winther her ved den livlige

Kolorit og kjækt henkastede Plastik minder om

Puschkm

og Merimée, og

at hans prosaiske Stil, som forener

fuldkommen Elegance med aandfuld animeret Allure

(Gang, Fodskifte) og en malende Styrke, staaer over Alt,

9 Kritiske Skitser II, S. 221— 22.