369 / 448
— 364 —
Værd end disse, ænsede man dog saadanne mindre,
og Publikum, som stadig forlanger lidt „Stof“, vedblev
med at ønske kun „Træsnit“ fra denne Digters Haand,
hvilket udentvivl for en Del standsede hans Talents
frie Udvikling.
I Striden mellem
Wilster
og
Poul Meller
stiller
P. L . Meller
sig paa den Sidstnævntes .Side med Hen
syn til dennes Paastand om, at Winther i „Nogle Digte“
(i Sammenligning med „Digte gamle og nye“) viser
en langt større Finhed i Opfattelse og Behandling, en
højere kunstnerisk Dannelse og Modenhed — navnlig
i Romancerne af Selskabslivet („Annette“, „De to Ku
siner“) 1) og i det i sin Slags mesterlige Digt „Ringens
Indskrift“ 2). I „Sjælland“ er hans Begejstring højere
end før. Det, der maa have stødt
Wilsters
fine In
stinkt, er Winthers dobbelte Interesse for Naturens og
Menneskehjærtets idylliske Skjønhed og for et pyntet
Aristokratis hule Livsformer, en vis forfinet Smag for
det fashionable Salonlivs Elegance3), hvis indre Tomhed,
skjult under forførerisk Glimmer, kan blive farlig, især
for en folkelig og naiv Digter.
Meller
mener, at Winthers'
subjektive
Lyrik er af
sluttet med „Digte gamle og nye“ og at han har gjort
Ret i at slaa om i episk Retning; for den episke Skitse
besidder han ualmindelige Anlæg, og i denne Form
kan det Objektive i Lyrikken komme ham til megen
x) Andensteds (I, S. 93) gjør
P. L. Møller
opmærksom paa, at
den Digtart, til hvilken disse to Cykler høre, er af Winther ind
ført i vor Literatur og senere af
Heiberg
optagen i „De Nygifte“.
2) Se herom „Genealogisk og biografisk Arkiv“, S. 2. 3) Egentlig
indført af
Heiberg
som en Følge af hans diplomatiske Forbindelser
og Livsanskuelser.