366 / 448
— 361 —
deres Digterbaner vidt afvige fra hinanden; det er dog,
som om vor Digterkonges nordiske Muse i sin fejreste
Ungdomstid var stegen ned fra Fjældene, fra de høje
mytiske Regioner, og i den danske Sommerlund fortroligt
havde angivet den Tone, som den yngre, romantiske
Søster med samme Renhed havde optaget og overført
i en ikke mindre naiv og ren episk, men mere sydlig
blussende, mere æventyr-erotisk Digtning. For at er-
kjende Ligheden maa man især holde sig til Sprog
formen, til Digtets Tone. Winther har i dette Digt
Oehlenschlægers
naive Renhed uden hans episke Fylde
og Vægt, men dog med hans fyndige Diktion. Med
Versemaalet er en stor Del af Simpelheden, Anskuelig
heden og Kortheden i „Thors Rejse“ gaaet over i
„Alfens Brud“. Dette Digt er en ren Gjenlyd fra Dig
terens Aand og Følelse. „Saaledes digter kun Den om
Alfekongens Kjærlighed til den barnlige Brud, der en
gang har optaget den rene Kjærligheds Idébillede i sin
Sjæl og gjenfødt det i sin poetiske Tilværelse.“
Tilsidst fremhæves det, at Winther viser Fremgang
ikke alene i Poesiens Modenhed, men ogsaa i Formens
Renhed. Det Fremmede i Maneren, som — trods hans
Danskhed og Egenhed — tidligere har skæmmet hans
Frembringelser, har han saagodtsom ganske frigjort sig
for og viist, „at han mer og mer vil hæve sig til den
Selvstændighed og Digterværdighed, som det sømmer
sig en dansk Digter at indtage og bevare, om hvis
Arbejder det kan siges, at de høre til saadanne Frem
bringelser, der virkelig have
udvidet den danske Poesi1',
hvortil selv Digtere af en noget stærkere Natur og
Kraft sjældent have drevet det; „dertil fordres, om ej