362 / 448
—
3 5 7
—
ligt havde bebudet den ulykkelige Udgang, der nu
kommer saa særdeles overraskende1).
Molbech
bruger
med Rette stærke Ord til at fremhæve dette ellers saa
yndige Digts Fortrin med, men anker over, at de to
deri handlende Individer ikke interessere
personligt
,
fordi de ere saa almindeligt skildrede.
I Anledning af den omtalte Dissonans i „Annette“s
Slutning gjør Anmelderen opmærksom paa det Karakter
træk hos Winther, at han holder af at kaste dunkle
Skygger af Livets tragiske Aand ind i sin Digtnings
glade og lyse Scener, aldrig dog i en saadan taarefuld
og vandet Poesi, som er nedsyltet i Valmuesaft, men
derimod i en ligesom ufrivilligt fra Sjælen fremstigende
elegisk Tone.
Da
Molbech
i en langt senere Periode (1853) i sin
Antologi vil optage Digte af Winther, skriver han til
denne: „Jeg betragter det som en Slags Manér hos
Dem, (især, troer jeg vel, i tidligere Arbejder), at De
undertiden midt i et Digt af næsten klassisk Renhed i
Sprog og i den hele poetiske Form kan ligesom for
et Øjeblik slaa Dem løs i Prosa eller ligesom
par dépit
anvende en eller anden triviel Talemaade, et eller andet
Ord, der smager efter Hverdags-Kommerce. almindelig
Fruentimmer-Pjatten eller den ikke meget raa, men
9 Forfatteren af denne Bog hører til dem, der i „Annette“s
abrupte Slutning savne en .i Digtets Ide gjemt Begrundelse af denne
Disharmoni. Jeg bad derfor engang
F. L. Lieberiberg
om at spørge
Chr. Winther Hvad det var, som tvang Annette og hendes Mand
til at skilles. Digteren blev vred og svarede, at dette Spørgsmaal
var filistrøst; „det er naturligviis en politisk Forbrydelse“, føjede
han til; at dette Svar forekom mig umotiveret, vil man vistnok
kunne forstaa.