359 / 448
— 354 —
paastaaes at have i Halsen, lader sig næppe retfærdig-
gjøre; 2) ligeledes er den hele Samtale mellem Kavaleren
og Damen paa Spadsereturen næppe Andet end Lapseri,
Hvad saa
Meller
siger; 3) har
Wilster,
naar man
ikke tæller, men vejer Grundene, jo rost de bedre af
Winthers Digte særdeles meget; 4) burde
Meller
ikke
saa aabenbart lægge sin Bitterhed for Dagen, som han
gjør, idet han paastaaer, at Recensenten er ligesom en
gammel Mand, der vil tvinge sig til at sige morsomme
Ting uden at have Ævne dertil; thi, da han ved Andre
Tegn lægger for Dagen, af han kjender Recensenten,
bliver dette næsten et hadefuldt personligt Angreb, der,
da det har Hensyn til
Wilsters
Svaghed i legemlig
Henseende, næppe gjør
Meller
Ære. Imidlertid er der
dog vel og Fejl paa den anden Side. Uagtet
Wilsters
Recension er meget god, er dog den ængstelige Be
stræbelse efter at sige idetmindste to Vittigheder paa
hver Side vist ikke til at billige og rejser sig ej af
Interesse for Sagen, men af Lyst til at glimre.
Wilster
har vel og altfor ængsteligt frygtet for at stille forskjel-
lige Billeder nær ved hverandre og vil næppe kunne
forsvare denne Post mod
Møllets
Angreb, og, jo mere
han maaske vil bestræbe sig herfor, des mere vil han
komme tilkort. Det er og et uheldigt Udtryk, at man
om smukke Vers ikke kan sige Andet, end at de ere
smukke. — Jeg vil forresten ikke begjære nogen større
Roes for det Bedste, jeg har skrevet, end den, der paa
enkelte Steder tildeles Winther i hin Recension, og at
hans Hensigt ikke er hadefuld, vil Rec. let kunne bevise“1).
b Sammesteds 252— 5.