356 / 448
— 351 —
Digtene1), er af den Natur, at den fortjente et Svar,
ikke med Pennen, men med Næverne. Dog — det vilde
være S ynd ; thi
Wilsters
hele fysiske Tilstand er yderst
skrøbelig“ 2). At han har havt den Opfattelse, at
Wilster
handlede af Misundelse, fremgaaer af følgende
Optegnelse af ham af langt senere Datum (I lte Juni
1861): „Jeg er tidt bleven ilde mishandlet af
Mis
undere.
Selv følte og troede jeg det ikke i Begyndelsen.
Jeg syntes mig selv saa ringe, at man ikke kunde
falde paa at misunde mig. Men det er desværre senere
blevet mig altfor klart.
Poul Moller
var den Første,
der i et Forsvar for mig udtalte det uden Omsvøb“ 3).
— Denne hans Opfattelse af
Wilsters
Motiver til
Angrebet var det, der gjorde ham vred. Hvor han
troede at staa overfor en velvillig Kritiker, kunde han
godt taale Indvendinger. Da han saaledes d. 4de Febr.
1825 sendte
Liunge
til Optagelse i „Morgenbladet“ det
smukke Digt „Skjønheds Magt“ („Stolt i Edens Have
stod Adam i sin Styrke“) skrev han: „Hvis Du, min
ædle Ven, vil give dette Lejlighedsvers en Plads i Dit
Blad, saa tryk det,
naar
Du vil; — hvis ikke, saa brug
Papiret,
hvor
Du behager“. En anden Gang skriver
han til Samme: „Kan Du bruge mit Digt, godt! Vil
Du forkaste det, saa bliver jeg ikke vred, men anseer
det for en venskabelig, ærlig og oprigtig Dom, der altid
er mig den kjæreste“.
Winther ytrede meget varmt under og efter Striden
sin Taknemmelighed mod
Poul Moller,
og, saalænge
denne levede, lod han Intet trykke, udenat Stifbroderen
x) Sagtens Drikkevisen.
2) Breve fra og til C. W ., S. 33.
3) Findes blandt Winthers literære Efterladenskaber.