351 / 448
- 346 —
Følelse fangen under'den objektive Fornufts Lydighed.
— Naar man bedømmer, er det saa fornuftigt at sætte
den udsprungne Rose under den brydende Knop, skjøndt
man som Subjekt kan elske den sidste mest? Knoppen
maa jo springe ud ifølge den Livskraft, som er nedlagt
i den. -— Nogle holde mest af smaa Drenge, Andre af
unge Knøse og atter Andre af modne Mænd. — Det
er Altsammen Liebhaveri! Men, naar man nedsætter
den unge Knøs under Drengen, fordi han ej vedbliver
at være Dreng, og, naar man nedsætter Manden under
Knøsen, fordi han ej vedbliver at være Knøs, saa er
ogsaa
det
Altsammen Liebhaveri; men det er ufornuftigt
Liebhaveri“.
Saa kommer han til „Jeg pomper ned, jeg pomper
op“. Herom siger han: „Det forekommer mig, at det
vedkommer os,
om
og
hvor vidt
Hr.
B~q
har misforstaaet
dette Sted, og jeg vil derfor ej forbigaa det. Havde en
velvillig Læser i Chr. Winthers Digte truffet paa disse
Ord, og havde de fremkaldt et saa modbydeligt Billede
for hans Fantasi, som de have fremtryllet for Hr.
B -
q
,
da vilde han ej have troet sine egne Øjne. Han vilde
have læst og atter læst denne utrolige Linie, og, hvis
han ej kunde falde paa en Fortolkning, der var mere
overensstemmende med Digterens Aand, da var han
gaaet ud til en Post; thi for en svag Fantasi er det
især godt at betragte de Ting i Naturen, hvoraf Digteren
har laant sine Billeder. Havde nu den velvillige Læser
— thi jeg vil ikke tale om den velvillige Kritiker —
samlet alle sine Tanker, da vilde han udentvivl have
bemærket, hvorledes den Stang, som gaaer ned i Post
træet,
fø r s t bevæger sig ned og derpaa op,
naar der