346 / 448
mig baade for Professor
Meller
og for Chr. Winther,
da disse ere de Eneste, som ikke kunne regnes med
blandt Sagens Dommere.“
Sit Svar i „Kjøbenhavnsposten“ for 28nde Juli ind
leder
Poul Meller
saaledes:
„Motto: Hr. Winther er mere Digter end Hr.
Wilster
a).
Mdskr. for Lit. 1829.
Ved mit første Indlæg i denne Sag har jeg ført
Besværing over den eensidige Dadlelyst, det friske,
hensynsløse Sprog og andre stærke Tegn paa Ringeagt,
hvormed Prof.
Wilster
i sin Recension har angrebet
Digteren C. Winther. Som jeg seer af Prof.
Wilsters
Svar, har jeg mod Forventning for en Del opnaaet mine
Bemærkningers nærmeste Formaal: at modarbejde det
falske Lys, hvori hin smukke Samling af Digte kunde
sættes for den Del af Publikum, der ej havde læst den.
Prof.
Wilster
har nemlig i denne Henseende forsvaret
sig ved at gjentage sin Recensions Indhold i en anden
Form, hvori den for Digteren mest krænkende Spot og
de sarkastiske Vendinger for største Delen findes ud-
strøgne; derimod ere paa den anden Side de sparsomme
Bifaldsytringer samlede, fremhævede og forøgede med
hædrende Tilsætninger.
Mod denne forandring i
Redaktionen gjør jeg ingen Indsigelser, tværtimod er
jeg Forfatteren forbunden derfor og forsikrer ham, at,
dersom han i den første Udgave, hvis Tone jeg har
a) Ved dette Motto har jeg naturligviis ikke villet drage Prof.
Wilsters
Ret til at recensere C. Winther i Tvivl; men jeg har anført
et fordelagtigt Vidnesbyrd for Digteren, som Prof.
Wilster
har viist
sig ubillig imod. Det gjør jeg saa meget heller, som disse Oid
komme fra en Kunstdommer (
Molbech
), hvis Autoritet Prof.
Wilster
i sin Antikritik beraaber sig paa.