— 339 -
den forrige, synes ham at have det Friske og Foraars-
agtige, der vidner om Livets Maj og Skærsommer,
hvilke Egenskaber ere ham de kjæreste ved lyrisk
Poesi. Lad saa Andre foretrække andre Egenskaber!
Det er jo Liebhaveri.
Han peger nu paa, at han kun overfor fire Digte har
gjort Udsættelser. 1) Mod Afskedsdigtet til
Hertz
har
han Intet sagt; kun har han ytret, at det vist maa
være kommet med af Uagtsomhed, da det ikke kan
have været Winthers Hensigt at krænke agtværdige
Digtere. Er der nogenSynd i den Ytring? 2) I „Drikke-
visen“ har han lastet en enkelt Strofe som smagløs,
og, naar
Meller
deri seer en Bestræbelse efter at sætte
Winthers Følelse for Sømmelighed og Fantasiens Ren
lighed i et falsk Lys, saa er denne Beskyldning, mil
dest talt, meget haard; hin Strofe omtales jo netop
som en
forbavsende
Afvigelse fra Digterens Sædvane.
Om
Wilster
har misforstaaet Strofen, vedkommer ikke
Sagen. 3) Med Hensyn til Billedernes Disharmoni i
Digtet »Til Lindetræet“ paaberaaber han sig
Molbech,
‘
som har givet denne Anskuelse Medhold, og paaviser,
hvorledes
Poul Meller
som Medlem af Redaktionen
for det Tidsskrift, hvor denne Udtalelse af
Wilster
har fundet Plads, burde have forebygget, at den frem
kom
der.
Over for Citatet af
Oehlenschlæger
hævder
han, at der i dette ikke er Tale om een Pige, som
hvert øjeblik fremtræder under et nyt Billede, men at
Digteren kalder Pigerne sammen for at høre paa hans
,
Vaarsang og saa giver hver af dem sit Navn. I
Schack
Staffeldts
Digt er der en bestandig stigende Følelse,
som i en Klimax hvert Øjeblik forkaster det brugte
22
*