ChristianWinther

— 339 -

den forrige, synes ham at have det Friske og Foraars-

agtige, der vidner om Livets Maj og Skærsommer,

hvilke Egenskaber ere ham de kjæreste ved lyrisk

Poesi. Lad saa Andre foretrække andre Egenskaber!

Det er jo Liebhaveri.

Han peger nu paa, at han kun overfor fire Digte har

gjort Udsættelser. 1) Mod Afskedsdigtet til

Hertz

har

han Intet sagt; kun har han ytret, at det vist maa

være kommet med af Uagtsomhed, da det ikke kan

have været Winthers Hensigt at krænke agtværdige

Digtere. Er der nogenSynd i den Ytring? 2) I „Drikke-

visen“ har han lastet en enkelt Strofe som smagløs,

og, naar

Meller

deri seer en Bestræbelse efter at sætte

Winthers Følelse for Sømmelighed og Fantasiens Ren

lighed i et falsk Lys, saa er denne Beskyldning, mil

dest talt, meget haard; hin Strofe omtales jo netop

som en

forbavsende

Afvigelse fra Digterens Sædvane.

Wilster

har misforstaaet Strofen, vedkommer ikke

Sagen. 3) Med Hensyn til Billedernes Disharmoni i

Digtet »Til Lindetræet“ paaberaaber han sig

Molbech,

‘

som har givet denne Anskuelse Medhold, og paaviser,

hvorledes

Poul Meller

som Medlem af Redaktionen

for det Tidsskrift, hvor denne Udtalelse af

Wilster

har fundet Plads, burde have forebygget, at den frem

kom

der.

Over for Citatet af

Oehlenschlæger

hævder

han, at der i dette ikke er Tale om een Pige, som

hvert øjeblik fremtræder under et nyt Billede, men at

Digteren kalder Pigerne sammen for at høre paa hans

Vaarsang og saa giver hver af dem sit Navn. I

Schack

Staffeldts

Digt er der en bestandig stigende Følelse,

som i en Klimax hvert Øjeblik forkaster det brugte