ChristianWinther

—

3 3 7

—

om, at Winther har gjort uforholdsmæssig Lykke, men

udtaler paa samme Tid, at hans Poesi altid paa Prent

har faaet en venlig Bedømmelse —

Wilsters

egen

iberegnet — og, da dette ikke er en nødvendig Følge

af Fortjeneste, maa det kaldes et Held. At hans første

Digtsamling snart udkom i et nyt Oplag, er et Held,

som grændser til det Materielle, hvilket maa have Vægt

for dem, der sætte Pris paa dette. Han fralægger sig

dernæst bestemt at have „et sært Hang til Ringeagt

for Digtere, der have gjort Lykke her i Landet“, skjøndt

han paa den anden Side siger, at han hverken lader

sig henrive af Strømmen eller Moden eller dømmer For

tjenesten efter Lykken; han tilføjer, at det skulde glæde

ham i hans inderste Hjærte baade som dansk Mand

og som Digterven, om han snart af det Bifald, Chr.

Winther har vundet og fortjent som Digter, saae syn

lige Virkninger paa hans ydre Kaar.

Med Hensyn til den af

Meller

fremførte Klage

over, at

Wilster

saa lidet har omtalt Winthers gode

Digte, paaberaaber den Angrebne sig sin Omtale af

hans „Træsnit“, sine Ytringer om hans umiskjendelige

Kunstneromhu for Sprog ogVersifikation og sin Udtalelse:

„Winthers Poesi og Manér har alt længe været Pub

likum saa bekjendt, at det blotte Ord: „Dette eller hint

Digt af ham er skjønt og fortræffeligt“ er saa temmelig

tilstrækkeligt til at vise, af hvilket og af hvor ædelt

Metal dette er, og derfor vel kan undvære videre An

befaling.“ Han spørger, om hans Ord ikke ere varme

og lyse nok til at aabne Læserens Øjne og Hjærte fol

den Vished, at de polemiske Ytringer i hans Recension

egentlig ikke angaa Winther og slet ikke i mindste

N. B ø g h : Chr. W inther. II.