348 / 448
—
3 4 3
-
Overfor
Wilsters
Fortolkning af
Oehlenschlægers
Digt er
M&ller
gaaet praktisk tilværks. Han skriver:
„Hvis det var en Forfatter fra Oldtiden, om hvis For
tolkning jeg var uenig med Prof.
Wilster
, da vilde
det være vanskeligt for mig at gjøre min Ret gjældende
mod hans flydende Pen. Men til al god Lykke lever
Forfatteren endnu og lever ikke mange Skridt fra min
Bolig. Jeg har da taget mig den Frihed at gjøre ham
det Spørgsmaal, om han i de omtvistede Strofer har
henvendt Talen til Een eller til Flere. Digteren betrag
tede mig her med en Forundring, som — uagtet den
Godmodighed, hvormed den var forenet — gjorde mig
noget undseelig over mit Spørgsmaal. Han svarede
mig: „Til Een? Hvorledes skulde jeg kunne skrive et
Digt til fire Elskerinder paa eengang?“ *) - - Denne
Autoritet haaber jeg, Prof.
Wilster
i dette Punkt vil
antage for afgjørende. Men jeg troer mig her beføjet
til at gjøre følgende Bemærkning: Naar Prof.
Wilster
saa aldeles har kunnet forfejle Betydningen af dette
uforlignelige Digt, naar han har kunnet misforstaa dette
poetiske Udtryk af en ungdommelig sværmende Kjær
lighed, da ligger heri en Grund til at betvivle hans
Adkomst til at føre saa fri Tale paa den æstetiske
Domstol“.
M&ller
afslutter sit Indlæg med følgende Ord:
„Jeg har tiltalt Prof.
Wilster
ved Navn, uagtet
a) Jeg maa her bede Prof.
Oehlenschlæger
om Tilgivelse, fordi
jeg, uden at have erhvervet hans Tilladelse, bekjendtgjor denne
private Samtale. Jeg fortav ham med Forsæt Anledningen til mit
Spørgsmaal, da det forekom mig, at jeg paa denne Maade mest
vogtede mig for at paatrænge ham en fjærn Delagtighed i denne
ubehagelige Strid.