353 / 448
—
3 4 8
—
end i den første Træfning, og, da jeg tillige seer, at
mit Svar er blevet mistydet i den Grad, at hjærtelig
Tale er bleven udlagt som Haan, og at man endog har
tilladt sig at sigte mig for uædle Bevæggrunde, saa
vilde det være aldeles spildt Umag, om jeg vilde drøfte
Prof. M.s andet Indlæg. Ligesaa unyttigt vilde det
være, om jeg vilde fremføre Besværinger over den
Offentliggjørelse af privat Meddelelse, som min Mod
stander har tilladt sig; han selv vil naturligviis anse
Selvgjort for velgjort, ligesom . . . nogle Andre rimelig-
viis ville billige hans Færd som exemplarisk i Eet og
Alt, og med Hensyn fil den Del af Publikum, som har
finere Følelser for det Retlige og Anstændige, vilde jo
enhver Bemærkning fra min Side om dette Punkt være
ganske overflødig. Men uagtet alt Dette vilde det være
uskjønsomt, om jeg undlod offentligt at aflægge Prof. M.
en skyldig Taksigelse.
„Jeg er en saa varm Beundrer af den
oehlen-
schlægerske
Poesi, at ingen Filolog kan glæde sig
hjærteligere over en Oplysning af et dunkelt Sted hos
en Klassiker, end jeg over Berigtigelsen af en Misfor-
staaelse af et
oehlenschlægersk
Digt, og denne Glæde
opfordrer mig til at takke Prof.
M.,
fordi han offentligt
har bekjendtgjort Resultatet af det diplomatiske Ærende,
han paa Poesiens Vegne foretog sig til Prof.
Oehlen-
schlæger.
Jeg kan tillige forsikre, at Flere end jeg ville
være ham forbundne for denne paa en saa uventet
Maade skaffede Oplysning, da følgende to Linier i det
omtvistede Digt:
„Saa
kommer
hid og
skjænker
„et Kys ham for hans Spil!“