349 / 448
—
3 4 4
—
han synes at ønske sin Anonymitet vedligeholdt. At
han for sin Person foretrækker det sidste Vilkaar, er
let forklarligt; men jeg kan ikke være tjent dermed.
Han har altfor stor Fordel paa sin Side, naar han ikke
har Noget at tabe ved Striden, hvorledes han end fører
den. — At Kundskab om Navnet er unyttig, kan han
ikke for Alvor paastaa, da han i sin Duplik har be
nyttet sit Bekjendtskab med min Embedsstilling og
mine personlige Forhold som et Middel til at oplive sit
Foredrag“. —
Pludseligt fremtræder en ny Kæmper paa Valpladsen:
den næsten 24-aarige Student
D. G. Monrad.
Han
har Ordet d. 5te Aug. og begynder med at sige: „Da
den ærede Hr.
B-
q
i sin Bedømmelse af Prof.
M&llers
Antikritik synes at tage Hensyn til, at denne er „Nær-
paarørende af C. Winther“, saa vil han vist med mig
finde det passende, at en Tredie, der kan godtgjøre, at
han ej er i Slægtskab med Digteren, finder sig foran
lediget til at fremsætte nogle Bemærkninger“.
Monrads
Artikel er meget spidsfindig og røber stærk Uvillie mod
Wilster.
I Anledning af dennes Ønske om, at Chr. Win
thers „udvortes Kaar“ snart maatte blive bedre, udbryder
Monrad:
„Hvilken Velvillie! Hvilken Kjærlighed!“ Han
kommer ind paa
Wilsters
Omtale af Winthers
materielle
Udbytte af hans første Digtsamlings andet Oplag og
siger da: „Taler her Digtervennen, taler her den danske
Mand, der af sit inderste Hjærte ønsker C. Winther
synlige Virkninger af det Bifald, han har vundet og
fortjent? Det er let paa en haanlig Maade at tale om
„det
Materielle1'
for Den, der maaske selv er forsørget1);
J)
Wilster
var, som bekjendt, Lektor ved Sorø Akademi.