ChristianWinther_II

345 / 448

— 340 —
Billede som ikke udtryksfuldt nok og vælger et andet;
men i det wintherske er der ikke mindste Spor af, at
Følelsen forsætligt udsletter Billedet for strax at erstatte
det ved et kraftigere. 4) Den Brøde, at han om „Van­
dring og Opdagelse“ har sagt, at det er skrevet i
Bellmans Manér, deler Wilster med Molbech, der kal­
der det en Udførelse af bellmansk Lyrik. Det er spids­
findigt af Metter at beskylde Wilster for at have
kaldt Digtet saaledes, fordi det er skrevet i et Verse-
maal, Bellman har brugt. Over Digtet staaer der nem­
lig angivet en Melodi; dette er dog vel noget Andet,
end at angive Versemaalet. Hvad Grund skulde der
være til at anføre Versemaalet til et Digt, hvis Skansion
er ganske simpel? Digteren maa altsaa have havt en
anden Hensigt dermed. Wilster har villet pege paa det
efter hans Mening Forkerte i den voxende Lyst til at
efterligne Bellman, og han har udhævet nogle Strofer
for at vise, hvorledes den skjønneste Versifikation ikke
kan være Nok til at hæve det Trivielle i hele dets
Trivialitet fra dets lave Sfære. Han har heller ikke
her villet krænke Winther, „der nok er Mand for at
konversere en Dame anderledes end Kavaleren i Dig­
tet gjør“.
Wilster slutter med følgende Linier: „Jeg er ikke
lyssky, og jeg kan baade være min Recension og mit
Navn godt bekjendt; men det er ene og alene Sagen,
som vedkommer Publikum; med Navnet har det slet
Intet at gjøre1). Derimod har jeg allerede navngivet
Han holdt i det Hele af at være anonym. „Det er“, sagde
han, „stundum ret behageligt og nyttigt at staa ubemærket bag sit
Maleri og høre Andres Domme“. (Se From Møllers Biografi af
ham foran i hans „Digtninger“ 1840, S. VII).