—
3 4 2
—
anket paa, saa nænsomt havde forstukket Anmeldelsens
Torne mellem sin Kjærligheds Roser, saa skulde jeg
ikke saa alvorligt have paatalt hans Uretfærdighed.
Med Hovedsagen ere vi altsaa færdige.“
Meller
beklager sig nu over, at
Wilster
i sit
Svar har forvansket hans Tanker, idet han f. Ex. har
ombyttet Prædikatet
polemisk
med
fjen d sk
.
Wilster
siger endvidere, det lægges ham til Last, han har sagt,
at „Vandring og Opdagelse“ er skrevet „i
Bellmans
Manér“, hvorimod
Meller
har skrevet, at
Wilster
ud
giver Digtet for en Kopi af
Bellman.
— Med Hensyn
til Brugen af de vexlende Billeder i et Digt mener
Meller,
at han tildels er kommen til Enighed med
Wilster,
som dog endnu synes ham uklar paa dette
Punkt; for at forebygge Misforstaaelse maa han tilføje,
at han aldrig har villet negte, at de forskjellige Billeder
i et Digt bør harmonere med hverandre; han tilføjer:
„ . . . . Billederne kunne meget vel stemme med hin
anden, fordi de sanseligen fortrænge hinanden, ligesom
de ogsaa meget vel kunne staa i skærende Disharmonier
med hverandre, fordi Indbildningskraften kan samle dem
i een Anskuelse.“
Naar
Wilster
mener, at
P. Meller
skulde antage
Angivelsen af en
bellmansk
Melodi over et Digt blot
som Betegnelsen for Versemaalet, svarer
Meller,
at
Wilster
her angriber sin egen Sætning, idet han i sin
første Artikkel har spurgt: „Hvad er den angivne
Melodi til et for Læsning bestemt Digt igrunden Andet
end et Versemaal?“ og nu derimod forundret udbryder:
„Over Digtet staaer en angiven Melodi; dette er dog
vel noget Andet end at angive Versemaalet!“