ChristianWinther

— 336 —

ikke er mindre selvtagen end

Wilsters

egen eller

Nogens, der hæver sin Stemme i Literaturen, og der-

paa siger han: „Dog, fordi han dømte ondt om mig,

derfor har jeg ikke tabt øjet for, at en Indignation kan

være subjektiv ædel, skjøndt den var objektiv ugrundet,

og derfor skal jeg ikke misbruge de Vaaben, som en

hver Indignation, enhver heftig Stemning, giver Mod

parten i Hænde. Dette Hensyn skal — i Forening

med den Højagtelse, jeg skylder Digteren og Viden

skabsmanden

Poul Meller

— afholde mig fra Gjen-

mæle mod Alt, hvad der kun er at betragte som Biting

i denne Sag.“

Det, som Wilster nu først vil vadske sig ren for,

er Mistanken om, at „det nærmest har været hans

Hensigt at gjøre Digtsamlingens

Pletter

øjensynlige for

Publikum.“ Recensionen „er saa langt fra at være et

Angreb, at den snarere er en kjærlig Hyldest af Win

thers ualmindelige Talent.“

„Det er Winthers

Held,

at han har Sanggudindens

Gunst, saa at nogle af hans Digte hæve sig til højeste

Rang; mange — om man vil: de fleste — af hans

Digte ere udmærkede, om de end ikke staa paa øverste

Trin. Og det er dernæst Winthers

Held,

at hans

sande Fortjenester have mødt stor Paaskjønnelse.“ Efter

et fornyet Angreb paa den saa ofte debatterede Linie

„Herrer vi ere i Aandernes Rige“, „som altid synges

med lydeligst Røst af de maadeligste Studenter“ , siger

han: „Hvad Logik berettiger til den Paastand, at man

nedsætter en Mands Værd, fordi man kalder ham heldig,

især naar man i samme Aand siger, af hans Fortjenester

ere betydelige?“

Wilster

fralægger sig ethvert Udsagn