338 / 448
— 333 -
som han selv i Recensionen har brugt om sin Opførsel
mod Digteren; han siger nemlig, at han har baaret sig
ad som En , der vælter Urtepotter for en velforsynet
Blomstergartner. “
„Han viser Mangel paa fast Holdning; saaledes om
taler han undertiden Winthers kunstneriske Fortjenester
med Udtryk, der staa i skærende Kontrast til hele
Grundtonen i Foredraget, saa man fristes til den Gis
ning, at deslige Agtelsesord ere senere Tilsætninger,
hvormed han har villet bøde lidt paa det overvejende
Præg af Bitterhed og Forstemthed. Idetmindste stemme
de kun slet med den Tone, Rec. f. Ex. tillader sig i
sin Dom over „Vandring og Opdagelse“.“
Poul Meller
angriber endelig
IMtlsters
Paastand, at de Billeder, dei
bruges i et lyrisk Digt, bør kunne lade sig forene i en
Totalanskuelse, udenat det ene fortrænger det andet;
denne Anskuelse betegner han som en af de nærmeste
Vildfarelser, som den begyndende Reflexion over Be
tydningen af Billeder i Poesien fører til. „Det ei saa
langt fra, at denne Fordring af Billedernes Eenhed er
nogen almengyldig Regel for lyriske Digtere, at undei-
tiden netop den idelige Vexel af Billeder, dei foitiænge
hinanden, er Følelsens allernaturligste Udtryk.“
Meller
henviser til
Schack Staffeldts
Digt
„Camoens
*), hvoi
en Neger i eet og samme Vers kaldes en sort Broder,
en Ravn, en sort Svane, en Due fra Barmhjærtighedens
Rige, en ætiopisk Helgen, o. s. v., hvilken Forskjellighed
i Billeder i denne Sammenhæng falder ganske naturlig.
Endvidere henvises der til
Oehlenschlægers
Liniet.
!)
Schack Staffeldts
„Saml. Digte« ved
Liebenberg,
II, S. 269.