334 / 448
—
3 2 9
uskjønsomt; men overfor Publikum maa Kritikeren ad
vare mod Uskik og vrang Smag i Poesien, og da maa
han hente sine Exempler fra de gode Digtere; han
maa udpege Ukruddet, naar det staaer mellem friske,
smukke Planter; thi
der
gjør det mest Skade. „En
velforsynet Gartner kan nok taale, at man vælter ham
et Par Urtepotter med ringe Blomster, der blot tjene til
at forøge Samlingen, selv om de for ham selv have
det særlige Værd, at han med Møje har opelsket dem
fra Stiklinger af.“
Nu gaaer
Wilster
over til „de
bedste Blomsterbede“, men »afholder sig fra en over
flødig Beskrivelse af denne Flora; thi hvad er der
igrunden Andet at sige om smukke Blomster, end at
de ere smukke? Man beskue og nyde dem selv!“ Der
fremhæves Blomsternes Friskhed og levende Farver, og
saa nævnes „Vaabendragerens E d “ 1), „Ringens Ind
skrift“ 2), „Kanefarten“ 3) og frem for Alt „Flugten til
Amerika“4); ’det er ingen forskreven eller dreven Pragt
blomst, men en indenlandsk, uforlignelig yndig og sim
pel Jelängerjelieber. Dette barnlige Digt — Ordet brugt
i dets egentlige, naive, og ikke i dets sentimentale, ofte
flove Betydning — er aandelig beslægtet med de folke
lige Træsnit, og det er i denne naive Digtart, at vor
Digter bevæger sig med en saadan Ejendommelighed,
Kjækhed og Frihed, at vi — uden derfor at miskjende
hans Dygtighed i andre Digtarter, ikke kunne betvivle,
at Folkepoesien er hans egentlige Kald. Gid han selv
ret levende maatte føle dette! Gid han oftere vilde
sende sin Muse, Bondekonen, tilskovs efter Bær og
i) Sml. Digtn. IV, S. 67. . 2) Smsteds V, S. 88. 3) Smsteds V,
S. 146. *)■Smsteds IV, S. 41.