329 / 448
— 324
Sværm, der kvinkelerer og klimprer indtil Væmmelse“,
og der siges da'.
Hans Navn staaer ristet ind i Bøgens Stamme,
og Sjællands Vang har bygget det en Trone,
hvorved ej nogen Drot sig skulde skamme,
og Vaaren hilser det med Højsangstone,
mens om hans „Træsnit“ den taknemlig bygger
hvert Aar en frisk, en foraarsdejlig Krone.
Der
boer hans Musa i de dunkle Skygger -
ej nogen Dejlighed, hvis Bliks Azur
fortryllende begejstrer og henrykker, —
o, men en sød, en elskelig Natur,
en Barnesjæl, der hver en Kummer dræbei
og trøster Støvet i sit Fængselsbur.
Hun rækker ham de purpurfriske Læber
og aander i hans varme Bryst de Sange,
hvorved en himmelsk, salig Sødhed klæber,
en Sødhed, der ta’r Hjærterne tilfange,
fordi det Tonevæld, hvorfra de strømme,
fandt
der
sit Ekko. — Hvo tør Mer forlange!
Der
nynne de for os saa længselsømme
en Melodi, der lokker Graad i Øjet
og vækker alle vore Barndomsdrømme.
O, hvis han selv kun sjældent er fornøjet
og ofte vanker om, tungsindig, ene,
er det kun da, naar stundum
hun
er fløjet
til Lyset hjem, den Himmelske, den Rene,
hvis Syn velsignende hans Hjærte trøster.
Sit søde Kys hun ofte ham forlene!
Rosen i dette Digt og i andre offentlige Udtalelser
havde faaet
Wilster
til at tro, at denne Digtsamling
stod ligesaa højt, ja , endog højere, end „Digte gamle
og nye“ ; men, da han gjorde Bekjendtskab med den,
fandt han de ubetydelige Digtes Antal større og de
fortrinliges ringere end i hin Samling, og næppe et Par
af dem kan maale sig med „Træsnittenes“ bedste, hvis
store Værd han fremhæver og vil, at „Selskabet for