325 / 448
— 320 —
„Disse Winthers Hensyn til Broderens virkelige
eller supponerede Villie, denne ømme Undseelse ved at
se Broderens Gjemmer aabnede og stundum hans raa
Udkast til noget Bedre, stundum hans lønlige Tanker
(f. Ex. mange af Aforismerne) fremlagte for en ander
ledes dannet og anderledes tænkende Generations Øjne,
vare mig velbekjendte. Jeg erkjendte ogsaa det Ube
tænksomme i at trykke Alt, hvad en Forfatter har
kastet paa Papiret og Hvad han selv enten aldrig vilde
have udgivet, eller dog kun i en anden og forbedret
Skikkelse. Men, er denne Forfatter ved Omstændig
hederne og en for tidlig Død standset midt paa sin
Skribentbane, er han en mærkelig Aand, hvis Ejen
dommelighed tilfulde fremlyser af og ret alsidig udfolder
sig i de efterladte Fragmenter, da bliver, meente jeg,
Udgivelsen en Pligt, for hvilken de andre Hensyn maa
forsvinde
Ved at meddele Professor Winther min
Afskrift af Novellen, søgte jeg derfor at overvinde hans
Betænkeligheder, idet jeg tillige havde væbnet mig med
Prof.
J . L . Heibergs
aldeles bestemte Votum for, at
den under enhver Betingelse, saa snart som mueligt,
burde trykkes. Udfaldet blev, med den Afdødes Enkes
Samtykke, den Beslutning, at et tredie Bind skulde
udkomme, hvis Udgivelse blev overdraget mig.“
Som man vil have seet i Winthers Breve til
Thaarup
tog han denne Sag, som Alt, nobelt og fint,
og der var jo ikke Spor af Tale om et Brud mellem
ham og
Thaarup
, med hvem han siden i Fællesskab
arbejdede paa en ny Udgave af
Poul Mellers
Skrifter.
Han havde, saaledes som han ofte i sit Liv udtalte det,
ingen Tillid til sig selv som Kritiker. Allerede 22nde