331 / 448
— 326 —
Hjærtet ved at synge en Afskedssang til sin jævn
aldrende, maaske mangeaarige Ven, priste hans Digter
talent højere og varmere, end han i en rolig Stemning
vilde have gjort, er aldeles i sin Orden; af et varmt
Hjærte flyder ingen lunken Sang; men at han nu efter
flere Aars Forløb, efterat han for længe siden maa
være vaagnet af Rusen, optager dette Digt i sin Sam
ling og bringer det fra Vennens Stambog frem for
Publikums ø jn e, maa sikkert hidrøre fra en Uagtsom
hed.“ Han gør opmærksom paa, at Winther ved at
lade de to anførte Linier trykke, indirekte krænker
Digtere, som efter Manges og udentvivl Winthers egen
Overbeviisning have større Kald til Digtekunsten end
„Gjengangerbrevene“s Forfatter. Han kan nemlig ikke
tro, at Winther hylder den Teori, som i hine Dage
forfægtedes med alle Spidsfindighedens og Ordkløveriets
Fægtekaarder, at Messing, poleret med den fineste
Trippelse, er Mere værd i Kunstens Rige end de ædle
Metaller, som ere mindre omhyggeligt smeddede og
blankede; i saa Fald maatte hans Muse have fornegtet
sin Natur som Bondekone, der sanker vilde Bær i
Skoven, den maatte være bleven forvandlet til en
pomadiseret Stadsdame med Saffianssko; men dette
kan ikke være Tilfældet, dertil er der i hans bedste
Poesi noget for Raskt og Djærvt, der siger, at han
vamles over det Slikkede og ikke bliver benovet ved
et Par haarde Vers eller ukogte Ord, naar de for
resten bære Geniets Præg, men synger med
Baggesen:
„Kammeraterne sluge dem ra a “ x).
1)
I et Brev til sin Broder
Sylvester Hertz
skriver
Henrik Hertz
d. 14de Juli 1835 om denne Recension, som han mener er af
Wil-