326 / 448
— 321 —
Januar 1822 skriver han i et utrykt Brev til
A. P.
L iunge :
„Jeg kan ikke være Recensent, ikke engang
i
privatissime.
Jeg dømmer mere efter min Følelse, end
efter min Indsigt, og min Dom bliver derved altfor
subjektiv til, at den kan have noget Værd for Andre.“
At han ikke senere i sit Liv forandrede sin Mening
med Hensyn til Det, han vilde have holdt tilbage af
Poul Mellers
poetiske Arbejder, fremgaaer af en Op
tegnelse af ham fra Ilte Juni 1861*); han taler om, at
han i sin Alderdom er mere sparsommelig med og skaan-
som imod sine Digte end i sin Ungdom, men siger,
i
at det visselig ikke er til hans Fordel. Han udtaler
da: „Hvad jeg ikke lader trykke, bliver dog liggende.
Det er en stor Svaghed! Jeg vil haabe, at mine Efter
levende ville gjøre denne Svaghed uskadelig for mit
gode poetiske Navn og Rygte ved
ikke
at lade enhver
Laps Indhold offentliggjøres. Hvor jeg har havt Lej
lighed til selv at kunne hindre et saadant Misbrug af
literært Efterladenskab, har jeg gjort det, f. Ex. da
Poul Mellers
Skrifter bleve udgivne; men dengang
i
blev jeg overstemt af mine Medarbejdere.“
Hovedbegivenheden i Chr. Winthers literære Virk
somhed paa den Tid, vi her befinde os i, er Udgivelsen
af „Nogle Digte“, 1835. Det var denne Bog, som gav
Anledning til en literær Strid, der endnu, i alt Fald af
Navn, kjendes af Alle, der interessere sig for nyere
dansk Literatur, maaske dog mest paa Grund af de
fremragende Personer, som tog Del i den. Den om-
!) Blandt hans Efterladenskaber.
N. Bøgh: Christian Winther. IL
21