332 / 448
— 327 —
I sin Anklage mod det omtalte Digt til
Hertz
er
Wilster
kommen langt bort fra sin Omtale af det
Uheldige ved de Lejlighedsdigte, der skrives for Si
tuationer, som ere Digteren „aldeles fremmede og lige
gyldige“ ; thi han siger jo netop, at Winther her syn
ger af et rørt, varmt Hjærte, og altsaa kan han her
ikke sættes under Anklage.
Wilster
er kommen langt
bort fra Det, han vilde bevise, og helt ind i Partistrid;
her synes man mest at kunne spore hans Antipati
mod Winther. Nu fortsætter han med at beskylde
denne for undertiden at være ufin og ikke smagfuld,
men reserverer sig dog imod at kalde ham ligefrem
plump eller smagløs. Han citerer følgende „ikke blot
smagløse, men yderst modbydelige Strofe“ x) :
Min Hals den er et Sugeværk,
naar Glas ved Læben hefter;
dens Pompe flink, dens Slange stærk,
og Vinen følger efter.
Det nytter ej, man raaber: „Stop!“,
jeg pomper ned, jeg pomper op
af alle Livsens Kræfter.
Wilster
synes, at Lignelsen her hverken er adækvat
eller vittig, men kun kynisk, saa man bør tilraabe
Digteren et Stop, naar man hører, at Vinen skal pom
pes op igjen.
Det næste Digt, der maa holde for, er „Til Træet“ 2),
i hvilket der efter Kritikerens Mening ingen Eenhed er
ster,
at han deri angribes plumpt og dumt. Han siger endvidere,
at Recénsionen har vakt almindelig Uvillie. Selv vil
Hertz
for det
Første nødig indlade sig i slige Fejder og har heller ikke lid der
til. „Bedst er det, naar Angrebet — som her — gjendrives af sig
selv.“ („Breve fra og til
H. Hertz“ ,
S. 39). x) Sml. Digtn. I, S.
133. 2) I, S. 73—74 og Sml. Digtn. I, S. 163.