336 / 448
— 331 —
af Digtene, han som den gode Smags Forfægter troer
at maatte belægge med Kritikkens Revselse. Med stor
Omhu har han gjort et Udvalg og virkelig truffet de
mindst heldige Linier i hele Samlingen. Derimod er
han i sin Recensions Slutning meget ilfærdig med at
nævne de vellykkede Digte og fører ikke saa Meget
som een Linie af dem frem for Læsernes Øje, hvilket
tilstrækkeligt viser, det nærmest er hans Hensigt at
gjøre Samlingens
Pletter
øjensynlige for Publikum.“
Hvad nu angaaer den Paastand, at „faa af vore
Digtere kunne rose sig af det Held som Chr. Winther“,
seer
Poul Meller
sig i Stand til ved haandgribelige
Kjendsgjerninger at overbevise Recensenten om, at han
befinder sig i en stor Vildfarelse. Medens man nemlig
her i Landet gjennem flere Sekler med en Slags For-
kjærlighed har forfremmet begavede Digtere til Em
beder, de have godtgjort deres Duelighed til, har Chr.
Winther aldrig opnaaet nogen Slags offentlig Under
støttelse eller Befordring; derimod have adskillige efter
ham fremtraadte Poeter faaet Rejsestipendier og Deslige.
Winther har forgjæves søgt et af Landets mindste Pa
storater, nemlig Kapellaniet i Fredensborg. Tager man
nu dertil i Betragtning, at den danske Regering i sine
Handlinger tager Hensyn til den offentlige Stemme, da
har man et fyldestgjørende Beviis for, at Winther ikke
har gjort uforholdsmæssig Lykke som Digter.
Recensentens Udtalelser kunne næppe være Frugt
af et videnskabeligt Studium af Æstetikken; han har
jo desuden selv gjort den naive lilstaaelse, at han
ikke kan sige Andet om smukke Digte, end at de ere
smukke. „Digtet „Vandring og Opdagelse“ er af en