339 / 448
— 334 —
„Kjærminde, som kan skue!
„Du Zephyr, som kan staa!
„Du Lilie, som kan lue!
„Du Rose, som kan gaa!«
„Det vil her koste Fantasien stor Anstrængelse først at
forestille sig den smukke Pige (hun være nok saa
smækker) at svinde ind i Midten til en Kjærmindestilk,
derpaa at løse sig op i Vind for igjen at fortættes til
en Lilie, der brænder som tørt Halm og endelig som
en Rose møjsommeligt svingler frem paa Rodens Trevler.
Men hvad Fornøjelse har Digteren af under alle disse
Forvandlinger at tabe den Elskede selv rent af Sigte?“
Angaaende
Wilsters
Udtalelse om Drikkevisen (S.
327) siger
Meller,
at Enhver, som kjender Chr. Winthers
Digtning formodentlig ikke har kunnet lade sig vildlede
af det falske Lys, hvori Rec. stræber at sætte hans
Følelse for Sømmelighed og Fantasiens Renlighed.
Wil-
ster
anseer det for en afgjort Sag, at Winther i de
omtalte Linier har skildret en væmmelig Opkastelse.
„Vel er her Anledning til at gjøre Rec. det Spørgsmaal,
om han er i Stand til at anføre saa Meget som eet
eneste Parallelsted i de to Bind rene, høviske Digte,
som Chr. Winther har udgivet, hvorved en saadan
Fortolkning vinder Sandsynlighed. Vel er der Anled
ning til at spørge, Hvo der her har lagt en uren Fan
tasi for Dagen; men ved slig Lejlighed er al videre
Udvikling aldeles overflødig: Sagen taler for sig selv. Jeg
ønsker Recensenten til Lykke med, at han er anonym. “
Meller
„forbigaaer endel flere Misgreb i Recen
sionen“ og, idet han omtaler de „bitre Udfald“ mod
Hertz
, ender han med at gjøre opmærksom paa
Wil-