330 / 448
-
3 2 5
—
Trykkefrihedens rette Brug“ skal udgive dem som god
folkelig Læsning. Han anklager Winther for i sine se
nere Digte at røbe „en vis Slappelse i Lyrespillets Let
hed og Livlighed“; han mener, at hans store Held har
skadet ham, ikke saaledes, at han har været skjødes
løs — han viser tværtimod umiskjendelig Kunstner
omhu — endnu mindre, at han er bleven hovmodig —
han taler tværtimod ligesaa beskedent som sandt og
smukt om sin Muse, hvem han sammenligner med en
fattig Bondekone, der sanker sig vilde Bær1) — heller
ikke saaledes, at han koketterer med sin Beskedenhed;
men Heldet har bragt ham til at skrive Sange ved
Lejligheder, som ere ham aldeles fremmede og ligegyl
dige, og Lejlighedssangen er en Rovfugl for Poesien og
maa ofte tage tiltakke med sand Ravnemad2). Han
mener, at Winthers fleste Lejlighedsdigte ikke have en
Sanggudinde til Moder, men nok en Fader, som med
Talent og Færdighed skriver Vers. Det gaaer nu ud
over Afskedssangen i Studenterforeningen til
Henrik
Hertz
3) og navnlig over de to Linier:
„Dybsindig, snild, med mandig Røst,
han tugted Kunstens Blinde“.
Wilster
skriver: „At Hr. Winther i hin Tid drak sig
en dygtig Ruus i den
baggesenske
Punsch, som „Gjen-
gangerbrevene“s Forfatter lavede Publikum, det er en
ærlig Sag, som han og mangfoldige Andre godt kunne
være bekjendt . . . At Hr. Winther fremdeles, rørt om
i) Sml. Digtn. I, S. 122. 2)
Wilster
har dog selv mest skrevet
Lejlighedssange. 3) Sml. Digtn. 1, S. 127.
Wilster
og
Hertz
stod
fra ældre Tid paa en spændt Fod med hinanden. (Se
V. Birkedal:
Personlige Oplevelser I, S. 56).