ChristianWinther

— 319 —

Winther ikke havde kunnet finde ud af, ogsaa fordi

han paa den Tid, Novellen blev til (i 1824), havde

været borte fra Kjøbenhavn og aldrig senere havde

lært den at kjende uden gjennem det lille Fragment af

den, han selv omtaler i Brevet til

Thaarup

. Denne

siger endvidere, at Winther har glemt at optage „En

Elskers Fantasier“ og „Hilsen til Steffens“, hvilke Digte

tidligere havde været anonymt offentliggjorte og derfor

vare bievne ham ubekjendte. „Et Blad af Dødens

Dagbog“ havde W. overseet; „hvilket paa Grund ai

Manuskriptets Beskaffenhed let kunde ske“. Endel

andre af

P. Mellers

Efterladenheder offentliggjør

Thaarup,

men mildner derpaa ved at fremhæve Hvad Winther

jo gjentagne Gange i sine Breve til ham har udtalt.

„Maatte

jeg

være heldigere i mine Restitutionsforsøg

end Winther, saa var der . . en . . . Grund, der afholdt

havi

fra yderligere Bestræbelser:

Poul Meller

havde

givet ham Fuldmagt til at udgive af hans Arbejder Det,

som han med sit Kjendskab til Brodeien maatte anse

overensstemmende med dennes ønske at se trykt. I

sin Overbeviisning om, hvad der med Hensyn til No

vellen1) var den Afdødes Villie, fandt han det afgjørende

Motiv for sin bestemte Mening, at den ikke burde

trykkes, og, da Broderen ved sin Fuldmagt havde gjort

hans Villie og Smag til sin, maatte Publikum hermed

være tilfreds og kunde ikke forlange Andet.

„Det her Sagte gjælder forresten ikke blot om

Novellen, men ogsaa om flere af

Poul Mellers

ufuld

endte Arbejder.

i) „En Students Æventyr“.