319 / 448
-
3 1 4
—
ligen
Pouls
allerintimeste Venner og Bekjendte, vil
kunne forstaa og med Billighed og Retfærdighed be
dømme dette Arbejde; og selv iblandt disse kunde jeg
nævne Endel, der ganske bestemt med en Slags øm
Undseelse vilde se disse Blade, saa blotte og bare,
fremlagte for en anderledes dannet, anderledes tænkende
Generations øjne. At Novellen er Fragment, skader
forresten ikke, og den bør ikke engang
(mindst ved
min Haand)
restavreres. Hvad Du i den Henseende
har gjort, og maaske endnu vil gjøre, anseer jeg med
Heiberg
for aldeles Tilstrækkeligt.
Til at supplere Dine Anmærkninger har jeg for
det Første optegnet følgende Smaating, der faldt mig
ind ved den første Læsning; Mere vil sagtens Tiden
bringe: At den krøllede Fritz er
Poul Maller
selv,
sees paa hver Side, saavel af Skildringerne, af hans
Ræsonnementer som af Vennernes forskjellige Opfatning
af hans Karakter. Blandt disse ere adskillige, til hvis
Figurer han ■— som Motiver — har brugt mig bekjendte
Personer. Saaledes — for at begynde med mig selv —
troer jeg, at
Christian
eller — som han af Vanvare
ogsaa kalder ham —
Ferdinand
er
mig,
ikke blot,
fordi disse Navne tilhøre mig, men ogsaa af indre Grunde1).
*) I Begyndelsen af Novellen siger Christian om Fritz: „Sandt
at sige, har jeg ondt ved at sige, hvorfor jeg har Godhed for ham.
Jeg vil endogsaa tro, hans Levned ikke
saa ganskekan bestaa for
en stræng Sædelæres Domstol; derfor bliver
han jo ligefuldt en
elskværdig Selskabsbroder“. Dette synes snarere at kunne passe i
Poul Møllers
Mund om Chr. Winther.
Derimod er det overens
stemmende med Virkeligheden, naar Christian lige efter siger: „Ingen
af Eder kjender den krøllede Fritz saa godt som jeg. Vi har fulgt
med hinanden som Brødre lige fra vor første Barndom til vore
Universitetsaar. Derfor kunde jeg fortælle tusend snurrige Scener,