318 / 448
—
3 1 3
—
der et Par Bind, det erindrer jeg meget vel. Det har
altsaa netop været dem, jeg skulde bruge. Det er nu
m it
Held. . . . Undskyld, kjæreste Ven, at jeg paa Dit
saa interessante og kjærlige Brev1) kun sender Dig
dette konfuse Tøjeri; jeg
maa
holde op. Af ganske
Hjærte
Din hengivne Christian Winther.
. . . . Jeg har ærgret mig over Dine Honorar-
Beregninger, men skal dog nok narre Dig. Slige Dril
lerier er Du nu saa stærk udi.“
„(Neu Strelitz) 1ste Juni 1841.
Da jeg har saa uendelig
Meget og mange
Ting at
sige Dig, min kjæreste Thaarup, saa er jeg rigtig bange
for, at dette Brev mere end noget andet vil blive noget
forvirret; thi i
mit
Hoved har det nu altid seet ud som
i et Pulterkammer, og jeg har endnu ikke oplevet det
lykkelige Øjeblik, at jeg i
Orden
har kunnet fremtage
de deri opstablede Møbler og Effekter. Tilgiv mig
altsaa. . . . Af
Heiberg
har altsaa
D u
ogsaa lært at
sige franske Komplimenter; thi som saadanne vil jeg
betragte visse Talemaader i Dit Brev, uden hvilken
Forudsætning disse snarere vilde ydmyge end kvæge
mig. — Hvad Udgivelsen af Novelle-Fragmenterne
angaaer, da kan jeg endnu ikke, uagtet Din og
Heibergs
affirmative Dom desangaaende, komme til at stemme
herfor. Uanset, at
Poul
selv
ingenlunde
vilde tillade
det, saa seer jeg nu — efter at have gjennemlæst det
Hele — at kun en yderst liden Dél af Publikum, navn-
!) Findes vistnok ikke nogensteds, ligesaa lidt som det i næste
Brev omtalte.