316 / 448
— 3 1 1
—
blev jeg paa
Poul
, mig selv, Skæbnen og Dig! Hvem
skulde tro, at der kunde bo et saa stort Skarn i et saa
lille Menneske! Hvor jeg hader Dig,
Christen Thaarup,
d. v. s.: jeg elsker Dig til Døden! Mit Motto maa
sige Dig i een Sum min Forundring, min Glæde og —
min Smerte! Jeg forundrer mig over, at dette Kaos
kunde blive til Noget; jeg glæder mig
derover
og at
Du har fremkaldt det; men — det smerter mig, at jeg
selv er og har været og rimeligviis evindeligt vil blive
et Fæ. — Saa besynderligt det maaske kan forekomme
Dig, saa er det dog vist, at jeg idag kun har Tid til
en meget lille Epistel, og Brevet maa bort idag, hvis
mit ønske skal kunne opfyldes. Vil Du ikke nok —
som Du tilbyder mig — lade mig faa Manuskriptet
med alle Noticer til Gjennemlæsning?......................Naar
jeg har læst det, skal jeg tilsende Dig det igjen med
mine af Dig selv æskede Bemærkninger angaaende •
Trykningen. Kun
dette
vil jeg her strax berøre: a)
Olsen maa endelig
ikke vide Noget deraf
endnu
og
skal i det Hele
slet Intet
have dermed at gjøre; thi
han indgriber altid egenraadigt og forstyrrende, b) Dit
Navn
skal
staa derpaa (Rom. 13, 7 1)). c) Jeg beder
Dig i Din Fortale, saa meget mueligt at tænke paa at
forekomme min
Prostitution,
hvilken forresten
ti oer
jeg -— er uundgaaelig. d) Sonetterne") ere
Pouls
Arbejde; det kan ikke være Andet! Selv den fjerde
Sonets Uregelmæssighed er et Kriterium herfor, e)
Olsen
skal
afgive alle Aforismerne, eller Hvad
D u
maatte
x) „Betaler Alle, hvad I ere skyldige: Skat, hvem Skat tilkommei,
Told, hvem Told, Frygt, hvem Frygt, Ære, hvem Ære tilkommer“.
2) „Hendes Fingre“.