312 / 448
—
3 0 7
—
at jeg teer mig saaledes; men der er En, jeg sætter
stor Pris paa, og som ikke har værdiget mig et Blik;
nu har jeg mødt hende paa Gaden og næsten ikke
faaet en Hilsen af hende“. 1) Overgiven og munter kom
han saa næste Dag og sagde: „Hvor skammer jeg mig
dog ikke over, at jeg igaar kunde opføre mig saaledes
her oppe hos
Dem
, som har saamegen Sorg og netop
trænger til Opmuntring; idag er jeg lykkelig, jeg har
faaet enHilsen
og et Smil, som overgaaer al Be
skrivelse“. — Saa havde han en anden Gang
Aare-
strups
Digte med, som han jo netop da var i Færd
medat udgive; han forelæste Fru
Meller
dem, og, da
han var
gaaet,gikhun ind
til
sin Mand og
s
„Du aner ikke, hvad det er for dejlige Digte,
Aarestrup
har skrevet“. Noget efter fik
Poul Meller
dem for
selv at læse dem.
„Synes Du virkelig,
de
er saa
smukke?“ spurgte han sin Hustru. Da hun saa paa
egen Haand gjorde sig bekjendt med dem, maatte hun
indrømme, at de i alt Fald ikke havde den Værdi, som
hun først havde tilskrevet dem; „men“, tilføjede hun,
„naar Chr. Winther læser op, gjør han det saa mester
ligt, at selv det Daarligste tager sig godt ud.“ 2)
Efter
Poul Mellers
Død viste Chr. Winther trofast
sin Taknemmelighed imod hans Efterladte og imod hans
Minde. Paa det Sidste havde
Poul Meller
overdraget
ham at besørge Udgivelsen af hans Værkers æstetiske
Del. Den fint dannede
F. C. Olsen
skulde besørge
den filosofiske Del og paatog sig selv at skrive
P.
1
)
Vistnok Den, der senere blev hans Hustru. 2) Alt Oven-
staaende er blevet mig mundtligt meddelt af
Poul Møllers
Enke,
hvem jeg jævnligt om Sommeren traf i mine Forældres Hus.
20
*