307 / 448
ved Vordingborgs lærde Skole, senere Sognepræst i
Øster Egesborg. Brevet lyder saaledes:
„Det himmelske Ords ædle, værdige Forkynder
Du, Trøst og Husvalelse for Udbys Bønder, — Du,
Skræk for alle sorte Synder, — men alle hvide Dyders
(„og min Ringheds“) Velynder, — Prædikeren
Spangl
— Modtag, som altid, ogsaa dennegang — venligst
Fred og Hilsen og Sang!
Ligesom
Dine
Ord og Billeder ere prægtige
Dine
Tanker vægtige — og derfor deres Slag [?] mæg
tige — , saaledes ere mine, istedenfor fyldige, smæg-
tige — istedenfor gyldige, nederdrægtige — og der
for jeg selv — mat som en udtørret E l v
og — og —
Nu kan jeg for Tidens Skyld ikke mere med dette
„Arabisch-seyn- soilende“ Klingklang. Her er Visen.
Er den for verdslig, saa læg den tilside; er den dum
[?], og det veed jeg nok, den er, saa le ad mig, men
hemmeligt, og prostituer mig ikke. Sjunges efter den
velklingende Melodi:
Lad den skrantende Magister
,
hvilken Sang Deres Velærværdighed nok ofte med Glas
i Haand haver intoneret for en eller anden andægtig
Menighed i den forstyrrede Ungdom og i den forstyr
rede By. Hvad? Naar Du nu, som Skik og Brug
medfører, tager Dig et Kys af den unge Bruds LæberJ),
saa tag ogsaa eet paa min Konto, og hils hende ret
med Fynd og Klem fra mig.
x) Man kommer til at tænke paa Vielsen i „Annette“ med
Verset om Præsten:
Han standsed'ikkun eengang lidt;
jeg troer, jeg aner Grunden.
Jeg veed. det hænder sig saa tidt,
at Præsten seer paa Bruden med blidt,
vemodigt Smil om Munden.
(Sml. Digtn. V, S. 134).
—
3 0 2
—