303 / 448
Ak, hvor net
og hvor let
som et svævende Fnug
kan hun neje sig
og dreje sig
paa Foden saa smuk!
Hvor hun stod
paa sin Fod,
hvor hun gik og hun sprang,
var hun nydelig
og frydelig
som Fløjternes Klang.
Og saa kæk
som en Bæk
mellem Blomsternes Flok
glimter Øjets Blink
fornøjet, flink,
bag nødbrune Lok.
Hendes Røst
er min Trøst
midt i Sorgernes Nat —
al den Herlighed
og Kjærlighed
er
min
søde Skat.
Ogsaa følgende to hidtil utrykte Digte har han
skrevet til og givet hende1):
I.
2911
de J u n i
1837
.
Naar Aftenvinden lufter
over Lindens Blad
og Natviolen dufter
i Duggens køle Bad,
da synes jeg at hore
D it
elskelige Navn
gjenlyde for mit øre,
og dybt i Hjærtet røre
sig Længsel og Savn.
r) De ejes af hendes Datter, Fru Professorinde
Larpent.
— 298 —