ChristianWinther

— 295 —

gaaer hen, gaaer

v i

med.“ Saa blev hun, og med mil

dere Ansigt end nogensinde før opvartede hun Winther

og de Andre.

Undertiden kunde han udeblive fra de sædvanlige

Middagssteder; det var, naar En eller Anden ved et

tilfældigt Møde bad ham „gaa med op og spise“.

Dette hændtes saaledes med den før omtalteunge Fru

Augusta Nielsen,

født

Schack,

der 4de Nov. 1837 var

bleven gift med Pastor

VN ie lsen ;

Winther var kommen

meget i hendes Forældres Hus, og nu bød hun ham —

som sagt — en Dag, efterat de havde spadseret noget

sammen paa Gaden, op tilmiddag. Efter Maaltidet spil

lede og sang hun hans Viser, medens Herrerne drak Kaffe;

hendes Mand hvilede sig paa Sofaen, og Vinduerne til

Haven stod aabne. Da improviserede Winther saaledes:

Naadigfruen sad ved sit Klaver og sang,

paa Sofaen laa hendes Kavaler saa- lang ;

igjennem Haven den skjønne Røst mig klang,

saa Hjærtet hopped i mit Bryst og sprang.

Jeg tænkte „Skulde nu virkeligt min Sang

have gjort hendes Hjærte dirkeligt engang ?

Har

den

vel aabnet Laasen, stærk og trang,

og sat Melodiens Spilleværk igang?“

Ak nej, kun for at lulle hen engang

i bliden Slummer de søvnige Mænd, hun san g1)-

Naar han kom hjem fra sit Middagsmaaltid, og

det var Sommertid, sad ofte Jomfruerne

Gram

i et

Lysthus, der vendte lige ud til Vejen2); han sprang da

over Gærdet ind til dem og fik en Passiar med dem.

Han kunde saa fortælle dem om sit Præstegaardsliv,

paa det Yndefuldeste skildre dem sin Moder og med-

i) Meddelt mig af Fru

A. Nielsen

selv.

2) Nu Hjørnet af

Fælledvejen.