305 / 448
— 300 —
„Tidt er hun stille i sit Sind,
„og med de dunkelbrune Lokker,
„som fyldigt om den bløde Kind,
„om Hals og Nakke smukt sig flokker,
„hun bøjer Panden tankefuld,
„som efter Regn en Lilies Bæger;
„ak, mangen Tanke, ren og huld
„sig vist i hendes Barm bevæger!
„Og hun er mild, og hun er from;
„thi Sandhed hendes Øje siger;
„det har en stille Klarhed, som
„naar Nattens blide Stjærne stiger.
„Men stundum og lidt Skjælmeri
„med Smil den fine Mund omfatter;
„jeg stemmer strax min Sang deri
„og blander den med hendes Latter.
„Hvor hendes hele Skik er let!
„Hvor hun er rank og smal om Midie!
„Ak, hele Pigen er saa net
„og fin og smidig som en Vidie!
„Hun træder paa sin lille Fod
„som Rosens Blad i Aftenvinden,
„mens hendes brune Lokkers Flod
„sødtflagrende ombølger Kinden?
„Se, derfor sidder jeg — saa lang
„som Dagen er - og synger gjærne
„paa Grenen her; thi for min Sang
„jeg lønnes af min gode Stjærne. —
„Farvel! Se, over Land og Sø
„alt Solens Altenpurpur vælder; —
„naar nu Du seer den lille Mø,
„siig hende da,
Hvem
Sangen gjælder!“ —
Nu Fuglen tav og fløj afsted;
som Lindens Løv mit Hjærte bæved;
en Taare, langsom, luehed,
men salig, sig til Øjet hæved.
Jeg havde følt det mangengang
som Fjælde paa mit Bryst at tynge; —
nu blev det let! — Hvad Fuglen sang
var netop Det, jeg vilde synge.