304 / 448
— 299 —
Du Søde! Jeg vil gjemme
hin Rose, spæd og rød,
og aldrig skal jeg glemme
den Finger, som den brød;
velsignet er Dit Øje,
Din Mund og Din Haand,
som sødt tilsammenføje
og om mit Hjærte bøje
et fast og
helligt
Baand.
Ak, brat vil Løvet segne,
og alle Blomsterskud
vil smægte og blegne
og snarligt gaa u d ;
men Det maa Du erindre
og tro mig paa mit Ord,
at Blomsten i mit Indre,
saalænge Stjærner tindre,
skal smukt staa i Flor.
II.
Jeg og Fuglen.
Du lille, favre Fugl, som hist
i Vaarens svale Luftning sidder
og gynger paa den grønne Kvist
og jubler højt med muntert Kvidder,
o, siig, Hvad drager af Dit Bryst
de klare Toners Perlerække?
Hvad seer Du vel,' som saadan Lyst
kan i Dit spæde Hjærte vække?
Fuglen:
„Jeg seer bag Husets hvide Mur,
„hvor Dagen gjennem Ruden falder,
„en ung, uskyldig, sød Natur,
„en Jomfru i sin Foraarsalder.
„Huo sidder
i
den brune Dragt
„og syer med Naalen meget kyndigt;
„mit Øje saae — oprigtigt sagt —
„paa Jorden Intet mere yndigt.