301 / 448
—
2 9 6
—
dele dem sine Hændelser i Kjøbenhavn, som han lige
kom fra. Baade deres og
Hansens
Haver vare store
af Udstrækning, og her opholdt han sig ofte, medens
han sad og læste eller konverserede de unge Piger. Her
er det aabenbart, han har skrevet det Vers, der i hans
„Efterladte Digte“ bærer Overskriften „Den 17de Juli
1837“, og som lyder saaledes:
I Haven glad jeg træder ud,
mens Morgendæmringen svinder,
og kan ej Andet end takke Gud
for Smilet paa Rosens Kinder.
Om Aftenen Kl. 7 samledes den faste Stok i
Grams
Stuer. Naar Winther indfandt sig, sagde Døtrene:
„Nu kan man mærke, Digteren kommer“ ; da udbredte
der sig nemlig en Duft af friske, fine Vande, som han
jo holdt af at overstænke sig selv og sit røde Silke
lommetørklæde med. Han deltog ikke meget i den
almindelige Konversation, men holdt mest af sammen
med de smukke unge Piger at sidde i et Hjørne ved
et Bord, og, fordi hans Tilhørerinder da ofte tilsidesatte
Andre for hans Skyld, blev han Gjenstand for Jalousi.
Sommetider sad han alene med Haanden under Kinden
og saae modløs frem i Rummet.
Af bekjendte Folk, som her kom sammen med
ham, kunne nævnes Malerne
J. P. M&ller
, den ganske
unge
Kiellerup og Niels Simonsen
under dennes Be
søg i Danmark 1837, endvidere Billedhuggerne
H. V.
Bissen
og
H. E. F. Freund
samt fl. A.
Sit egentlige Hjem havde Winther jo imidlertid hos
Hansens.
En meget mere end almindelig Interesse
viste han her Datteren
Marie
(f. 1820), hvis nydelige