297 / 448
292 __
Jeg læser for mig selv Historie,
for
Tiden
Frankrigs,
som altid har interesseret mig meget“.
I sine sidste Affældighedsaar sank hun hen i en
sørgelig Sløvhedstilstand, saa hun egentlig ikke iagttog
Videre af Det, der skete om hende; derimod var hun
ofte beskæftiget med, at hun absolut
maatte
hen for at
tale med „en Mand“, hvis Navn hun ikke vilde sige,
men som hendes Nærmeste meente vai Chr. Winthei.
I sin raske Periode havde hun aldrig nævnt ham, seh
ikke til sine Allerkjæreste. Tilsidst var hun saa svag,
at hun ikke havde klar Bevidsthed om, at hendes
bedste, opofrende og ædle Veninde og Husfælle Fru
Larsen
døde; ganske kort efter gik hun selv bort d.
2den Juli 1900. Hun efterlod sig intet Brev eller Digt fra
Chr. Winther til hende, derimod nogle af de Digte, som
Aarestrup
havde sendt hende, og Winthers „Annette“
samt „Alfens Brud" i hans
e g e n
Haandskrift. Nogle Aar
før sin Død havde hun bedet en af sine Venindei om
at brænde en stor Pakke Breve og vistnok Digte; selv
vilde hun ikke gjøre det. I hendes Gjemme laa der
efter hendes Død indpakket i hvidt Silkepapir Chr.
Winthers Portræt fra
Georg Carstensens
„Portefeuilleir
for 1839, og derunder havde hun skrevet følgende lidt
omdigtede Vers af Winthers „Længsel“ :
„Du troer maaske, jeg har glemt Dig;
men tro mig, om Du kan:
jeg har
i
Hjærtet gjemt Dig
og skal over Gravens Rand,
trods Livets bitre Kulde,
bære Dit Navn, det hulde,
prentet dj^bt i mit Bryst
1).
Ogsaa Virkeligheden har havt sin
Alma Stjærne.
2) Sml. Digtn. I, S. 197.