ChristianWinther_II

292 / 448

— 2 8 7 —
— Det var det Almindelige, at man dømte ham
strængt og kaldte ham „en upaalidelig Kavaler“, eller
Sligt. En af de Faa, der tog hans Parti, var Oehlen-
schlæger. Da den unge II. V Kaalund engang sagde
til denne, at Chr. Winther var lovlig løs og flagrende
i sin Kjærlighed og snart var forelsket i En, snart i
en Anden, spilede Oehlenschlæger Næseborene ud, saa
de spillede, medens han udbrød: „Hvorfor skulde han
ikke have Lov til det? Hvorfor i Alverden skulde han
dog ikke have Lov til det?“ *) —
Sophie Hansen hørte til de dygtige og ædle Per­
soner, der kunne tage en og forarbejde den
til Næring for en rig og smuk Personlighedsudvikling.
Hendes fulde, fine Noblesse kom nu ret til at gjøre sig
gjældende. Hun lod sine Venner og Veninder af Chr.
Winthers Kres vide, at hun ikke var ulykkelig, ogbad
dem, at de aldrig vilde tænke paa hende med Bekla­
gelse. Bitter var hun ikke — hun tog tværtimod altid
Chr. Winther i Forsvar — og der siges, at den hævede
Forbindelse dog ikke sønderrev det Agtelsesbaand, der
havde været imellem dem2). Poul Møllers vedblev
med at holde stærkt paa hende, og efter den brudte
Forlovelse kom hun ofte der. Saa døde han pludse­
ligt; bestyrtet derover gik hun op og bad om at maatte
se ham; aldeles uforvarende mødtes da hun og Chr.
Winther paa hver sin Side af Kisten; idet de slog
øjnene op og saae hinanden ved den fælles Vens Lig,
rakte de hinanden Haanden over'dette. Senere, da
der i Anledning af Kronprins Frederiks formæling med
i) Kaalunds Meddelelse til mig. 2) Stemanns fornævnte Op­
tegnelser.