287 / 448
— 282 —
Mit Sind er som en Hede, tom og gold,
hvor Tidslen ensom staaer i Stormens Vold.
Min Aand er som en Brønd, der før var fuld,
men nu er stoppet af det tørre Muld.
Af brændte Jord ej nogen Blomst fremgaaer;
af tørre Brønd ej Læskedrik man faaer.
Een Smerte er mit Bryst, eet Suk min Røst —
ej tør man lytte
der
til Sangens Lyst.
Det Træ, som ej er friskt og sommerglad,
kun bærer tørre Kvist og vissent Blad1)-
Det gik ham, som det gaaer Naturen under vulkan
ske Revolutioner: saa standse tidt dens Kildevæld;
Sangens Aare i ham stivnede.
Samme Aar hedder det i et andet Digt til Fru
Petersen:
Jeg havde før en Have selv,
hvor Fantasiens Himmelbue
fremlokkede ej Blomster blot,
men og Begejstrings stærke Drue;
men Haven er nu plat forødt;
thi Storm og sorte Skyer true,
saa alle Blomster blegne brat
og dukke Hovedet og grue2).
Ogsaa følgende Vers fra 1836 ere betegnende for
hans daværende Tilstand:
Jeg har ingen Smerte i min Sjæl;
men jeg har heller ingen Glæde;
jeg føler mig hverken ilde eller vel,
jeg kan hverken le eller græde;
b Sml. Digtn. I S. 275; her afskrevet efter Originalmanuskriptet.
2) „Efterladte Digte“ S. 13.