285 / 448
— 280 —
af, for at lade mig, medens hun meget langsomt
skrællede Frugten, se, at der skinnede en lille, glat Ring
paa den højre Haands fjerde Finger, og med Talen
legerement
henvendt til sine Rejse-Veninder sagde: „Jeg
troer dog ikke, jeg vil skrive til Andre imorgen end
til
Steenberg;
de Andre maa vente, men
han
ikke“.
— I Gaabense forlod dette Selskab mig, og jeg lod
mig nu
alene
af fire store Heste trække videre i det
store Hus, indtil jeg naaede mit Hjem, hvor jeg traf
Alting vel og — som jeg troer — glæde!igen over
raskede min gamle, elskværdige Fader, der holder af
mig, som om jeg var hans Kjød og Blod.......................
Valentins
x) Enke, til hvem jeg medbragte Brev, besøgte
jeg Dagen efter min Ankomst. Hvor hun var yndig i
sin Sorg,
c
’
est a dire:
Sørgedragt2)! Hun er fin, fin,
rank, meget brunette, og med sine ganske
sorte
Øjne
forstod hun at sørge saa nydeligt — nej, hvor det var
dejligt! Hun burde hvert andet Aar miste en Mand,
for bestandigt at være saa kjøn!“ 3) Maribo d. 27de
Febr. 1837 (til
Chr. Petersen
): „Naar jeg ikke har
Andet at bestille, morer jeg mig med at trøste eller
forsøge at trøste unge Enker, der med deres sorte
Dragt, med kohlen-pech-raben-schwarzen-flimmernden-
x) Den før omtalte Studenterven af Chr. Winther, en af Studenter
foreningens første Seniorer (1820—27); han var senere Byfoged i Maribo
(se
P. V. Jacobsens
Breve S.
6
, hvor han kaldes „den naragtige V “.) og
gift med Hofguldsmed og Ordensjuveleer
Eggertsens
Datter; f. 1811
og døde 29/n 1836. 2) I „Et Hjærtes Gaade“ (udgivet 1843) siger
den unge Forstelev om Grevinden:
nSørge
gjorde hun — forstaa
mig ret: hun var klædt i Sorg; men det var slet ikke til hendes
Skade“. (Sml. Digtn. VIII, S. 125). s) Breve fra og til C W. S
34 -3 5 ).