289 / 448
— 284 —
punkt for at vise ham hans hele Uselhed i det klareste
Lys og tilsidst afpresse ham Taarer og smertelige Suk.
„Hvor elendig, hvor usel maa jeg ikke være“, raabte
han og knugede krampagtigt bægge Hænder mod det
vaade Ansigt, „hvor foragtelig i Andres Øjne, naar jeg
end ikke selv — dog — Hvad nytter nu vel min af
mægtige Klage? O, dette Kar“ — her lagde han
Haanden paa Hjærtet — „er af en altfor slet Masse.
Det er intet Bedre værdt end at knuses og kastes blandt
andre Skaar. Min stakkels Milla!“ sukkede han bevæge
ligt, „hun er saa god, hun er saa from — Nej, n ej!
Jeg kan ikke udholde den Tanke — — det maa —
det skal — — Ak, hvorfor har jeg ikke i Tide med
Kraft udrevet mig af saamange Forhold, der have været
min Svaghed, standset min Fremstræben! Hvorfor har
jeg ikke kastet Blyant og Gravstikke til Helvede og
hellere lært at flette Kurve eller høvle Brædder? Min
Forfængelighed var bleven brudt, mit Hovmod knækket
og jeg selv maaske knust; men hvormeget bedre at
sidde skjult for Alles øjne og tilfreds, — hvormeget
sødere selv at have Gravhøjen over sig, end at lide
denne usigelige Kval. Den bedste Tid er ubenyttet
eller misbrugt, Fremtiden ligger for mig som en trøstesløs
ørk, der
skal
gjennemvandres; og, naar jeg saa har
slæbt mig træt og mødig — hvad saa?“ 1)
Frøken
Ross
skriver til mig: „Chr. Winther var
maaske Den af Alle, der var mindst fornøjet med sig
selv. I Kjøbelev Præstegaard havde han været ung,
glad og elskværdig; saadan saae jeg ham aldrig i
b Sml. Digtn. IX, S. 122— 24.
I