ChristianWinther

der er saa Lidt, som gaaer mig med,

og de tusende Sorger, som mig trykke,

maa jeg rolig slæbe afsted;

thi jeg selv har forspildt min Lykke.

Jeg seer i næsten hver en Drøm

min Moders fromme Øje

og føler hendes Stemme øm

sig over mit Hjærte bøje;

hun er alvorlig, men ikke vred;

i min Arm tør jeg hende ej trykke;

hun kjender min Synd, hun veed,

at jeg selv har forspildt min Lykke1).

Den 23nde Febr. 1837 skriver han til

Agerskov:

„En saa fortørret Hjærne, et saa sammenskrumpet

Hjærte, som jeg slæber med mig, hvor jeg færdes, kan

aldrig mere befrugtes, end ikke af det rigeste Stof“.

„Hvormed har jeg fortjent Dit kjærlige Sind imod mig?

Jeg kjender mig selv og min Uselhed altfor vel til, at

jeg ikke stundum næsten skulde fortvivle, naar jeg ret

betænker alt Sligt. Undskyld, at jeg er kommen paa

dette Kapitel; men jeg kan forsikre Dig: naar man —

som jeg — virkelig føler sig et

Intet,

efter engang

forhen at have troet sig

Noget,

saa er det en ganske

egen Fortvivlelsens Vellyst engang imellem at tale rent

ud af Posen (Gaaseposen) derom“ 2). „Han var ofte

fuld af Samvittighedsskrupler og Selvbebrejdelser, som

formørkede hans Tilværelse“ 3). Det er sig selv i denne

Periode, han taler om i „Episode af et Familieliv“, hvor

han siger om Kobberstikkeren

Felix

, der har svigtet

sin Elskede, at hans Selvbetragtninger og bitre Selv-

tilstaaelser undertiden trængte sig sammen i eet Brænd-

J) Sammesteds S. 12. a) Breve fra og til C. W., S. 34. 3)

F. Gjødwads

Ord til mig.

—

283

—