295 / 448
—
2 9 0
—
til Chr. Winther, sang ved Klaveret og til Fru
Hart-
manns
Melodi: „Jeg gik mig i Skoven saa ensom en
Gang“ ; da blev hun meget bevæget;
Grethe Sidenius
tog hendes Haand, og hun hk da snart Bugt med sin
Stemning. Efter sin Hjemkomst til Kjøbenhavn tilskrev
hun Frøken
Sidenius
Breve, hvoraf følgende Uddrag
ville læses med Interesse:
„Kjøbenhavn d. 20nde Oktbr. 1879.
Min kjære Grethe!
Hvor underlige ere dog de Veje, Vorherre fører
sine Børn ad, og hvormegen Glæde, uventet og ufor
glemmelig, skjænker han dem ikke! En saadan Glæde
regner 'jeg
det
til at have mødt Dig igjen efter saa-
mange, mange Aars Forløb.
D it
Liv er jo i udvortes
Henseende gledet mere stille hen end mit; men, hvor
bevæget end
det
har været, og hvormange Taarer
skuffede Forhaabninger og brændende Ønsker end have
vædet mine øjne med — saa er mit Hjærte opfyldt af
den inderligste Taknemmelighed nu, fordi en kjærlig
Faderhaand har ledet mig til de Livskilder, der aldrig
udtørres, og som give Fred og Glæde for hele Livet. —-
Hvor var det dog en yndig Tid, jeg var i Nysted! . . .
Naar man har levet længe i Verden og seet mangfol
dige Mennesker, lærer man nok at skjelne mellem det
Ægte og U æ g te ............... Man seer og hører jo Meget
i denne store, larmende By, som kan løfte og glæde;
Gud være lovet for et Hjem, hvor der er stille Lykke,
Glæde og Fred; saa kan den store Verden larme og
tumle, saa meget den vil. Et saadant Hjem har jeg! . . .“