302 / 448
—
2 9 7
—
Skikkelse fængslede ham; hun var høj og slank, havde
brune Lokker ned ad Nakken, blaa Øjne og en meget
barnlig, sværmerisk og poetisk Natur. Som alle de
Kvinder, han hidindtil havde forelsket sig i, var hun
ædel og fin. I hendes og Frøkenerne
Grams
Nær
værelse erklærede han, at, naar hun blev hans Hustru,
skulde hun aldrig gaa klædt i andet Stof end Atlask,
dels fordi det i al Almindelighed var det eneste, der
passede til en rigtig kvindelig Natur, dels ogsaa, fordi
det ganske specielt egnede sig for hendes Skikkelse.
Han sagde med Folkevisens Digter:
„Jeg klæder Dig, min Pige, i Silken saa fin,
naar kun Du vil være Allerkjæresten min.“
Til hende skrev han Digtet
„Min Skat“1):
Hun er sød,
hun er blød,
hun er smal om sit Liv,
hun er bøjelig
og føjelig
og rank som et Siv.
Hendes Kind
er saa lind
og som Rosens saa varm;
hun er nysselig
og kysselig
paa Mund, Haand og Arm.
i) s mp Digtn. I, S. 200.
Det fødtes paa en ret mærkelig
Maade: i Frederiksberg Allé spadserede han med
Agerskov
og for
talte denne om
Sophie Hansen;
de prøvede da med Eet paa at gaa
i Takt; som de vare midt i denne ø v else, begyndte Winther at
deklamere Digtets første Linier ind i Takten; lidt efter blev disse
formerede — og snart var hele Digtet til.
At han gav
Mane
Hansen
det, veed jeg fra Fru
Prosch,
f.
Gram,
til hvem hun viste
det. Det er ligeledes Fru P., der har meddelt mig hans Ytring om
Marie Hansens
tilkommende Dragt.