311 / 448
sig til en Kres for saa pludseligt at opgive den og binde
sig til en anden. Paa denne Tid begyndte hans For
hold til Den, der senere blev hans Hustru. —
Under Slutningen af sit Ophold paa Nørrebro havde
Chr. Winther havt den store Sorg at miste
Poul Meller.
Jeg vil snart faa Lejlighed til at omtale, hvor varmt
denne sjældne Ven literært havde taget sig af sin Stif-
broders Sag, og det var i alle Henseender et stort Tab
for Winther, da Broderen d. 13de Marts 1838 lukkede
sine øjne; thi da mistede han en
Mand,
der elskede
ham. Da
Poul Meller
i sin Tid var kommen tilbage
fra sin Chinarejse, var Regensen det første Sted, han
tyede til, og det var Chr. Winther, hvem han
der
søgte;
Poul Meller
taler da om „Henrykkelse ved Gjensynet
af sin herlige Broder“ 1). Frøken
P. Ross
skriver til
mig: „
Poul Meller
var et velsignet Menneske, ogsaa i
daglig Omgang, ligesaa mandigfrom som lys og bestemt,
hvor der stod et Spørgsmaal at klare. Det var dejligt
at tale med. den Mand og høre paa ham, naar han
selv tog Ordet og drøftede en Sag. Han var vistnok
Ædelstenen i den hele Familiekres. Det var i mine
Tanker en stor Ære for Chr. Winther, at denne
rene
Naturkarakter holdt saameget af ham og interesserede
sig for ham som en sand og god Broder. Han elskede
Winther, saaledes som denne var, og tog ham altid i
Forsvar“.
I
Poul Mellers
Svaghedsperiode kom Winther
dagligt til ham. Den ene Dag kunde han være sort
melankolsk og sagde da til Fru
Meller:
„Ja, tilgiv mig
*) Se
Olsens
Levnedsskildring af ham i „Efterladte Skrifter“,
1848—49 VI, S. 78.
- 306 —