354 / 448
— 3 4 9 —
let kunne forlede og berettige Læseren til den af mig
opstillede Fortolkning, at Digteren taler til
Flere.
Men
den Slutning, som Prof.
M.
drager af denne min Mis-
forstaaelse, minder mig om en lille Historie, som tildrog
sig for nogle Aar siden. En agtet Videnskabsmand —
Navnet1) tør jeg ikke nævne, da jeg anseer mig for
uberettiget til at publicere privat Meddelelse — beskyldte
mig engang i Literaturtidenden uden Grund for en slem
Sprogbommert; han havde nemlig aldeles misforstaaet
et ganske klart og tydeligt Udtryk. Men, hvor ube
hagelig end denne Beskyldning var mig, saa taldt det
mig dog aldrig ind enten at betvivle hans Indsigt og
hans Kald til at dømme om slige Sager, eller at kime
og klemte, eller at raillere ham for hans Misforstaaelse.
„Hvad endelig det af Prof.
M.
brugte ligesaa sande
som Sagen uvedkommende Motto angaaer: „Hr.
Winther
er mere Digter end Hr.
Wilster
“, da indseer jeg ikke,
hvorledes dette kan kaldes et fordelagtigt Vidnesbyrd
for Chr. Winther; thi, ubekymret om, hvor vrangt man
vil behage at udtyde min Erklæring, maa jeg erklære,
at det ikke er nogen stor Roes for en Digter at være
„mere Digter end
Chr. Wilster“.“
Til
Monrads
Artikel tager
Wilster
kun for saa
vidt Hensyn, som han i en Note under 1 exten bedei
Monrad
undskylde, at han ikke „kan tage videre
Bemærkning af hans Bemærkninger“, da Adskilligt deri-)
er ham aldeles uforstaaeligt. Heller intet Hensyn tagei
han til et Par anonyme Angribere, som ikke heller jeg
har troet at burde drage frem, da deres Ytringei
i)
Vistnok
R. I. F. Henrichsen.
2) Nemlig Spidsfindighederne,
som i ovenstaaende Referat ere udeladte.