360 / 448
— 355 —
At der laa en sørgelig Sandhed gjemt i
Hauchs
ovenomtalte Frygt for
Wilsters
Helbred, er vist: han
levede ikke mange Aar efter denne Historie og blev i
disse svagere og svagere, hvormed naturligviis ikke
skal være sagt, at den omtalte Strid var Hovedaarsagen
hertil. Der indtraadte senere Forsoning mellem de to
kæmpende Hovedparter.
Meller
følte Trang til at
forlige sig med
Wilster
og vilde i Sommeren 1837
under et Ophold i Sorø besøge ham; men en Vens
[.Hjortsi
] Betænkeligheder afholdt ham derfra. Da
Wilster
siden erfarede dette, skrev han strax nogle
venlige Ord til
Poul Meller
og lod dermed følge et
Exemplar af sin Oversættelse af Odysseenx).
At Winther ikke med Tiden blev blidgjort i sine
Følelser over for
Wilster
, fremgaaer af hans Ytringer i
et Brev af 6te Febr. 1869 til
Constantin Hansen,
i
hvilket han, „mellem os sagt“, kalder sin gamle Mod
stander „den hovmodige og især misundelige
Chr.
Wilster
“ 2).
„Nogle Digte“ fik forøvrigt, som det efter deres
store Fortjeneste burde sig, en udmærket Modtagelse.
Der er allerede i den nys omtalte Strid flere Gange
hentydet til
C. Molbechs
Anmeldelse i „Maanedsskrift
for Literatur“. Her faaer Winther det Vidnesbyrd, at
han i sine Digte er vittig, poleret, underholdende og
elegant, men derfor ikke mindre aaben og godmodig;
enten hans Muses Lune er ironisk-humoristisk eller
elegisk-idyllisk, enten hun smiler jovialsk-lystig eller,
halvt smilende, ikke dølger Skyen, der mørkner den
Se
F. C. Olsens
Biografi af
Poul M.
i dennes Efterl. Skr.
VI, tredie Udg., S. 150. 2) Breve fra og til C. W., S. 164.
23*